onsdag den 30. oktober 2013

Anmeldelse af AW 13/14 fra Bio Sculpture Gel


Jeg har tidligere skrevet om Bio Sculpture Gel, da vi fik lov at prøve nogle lakker i foråret. Jeg har igen modtaget nogle fine lakker fra Bio Sculpture Gel fra deres efterårs/vinter kollektion. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at prøve lakkerne fordi jeg sidste gang blev rigtig positivt overrasket over mange af farverne.


Den første af de lakker jeg prøvede var Blazing Lacquer, som er en rigtig flot koralrød neglelak. På billedet har jeg lagt 3 lag for at den var helt dækkende. Den har en lettere jelly-base som giver den et rigtig fint udseende og gør at den skiller sig ud fra cremelakker i samme farve.
Lakken var rigtig nem at arbejde med, dog var der desværre et par løse hår på min pensel som jeg var nødt til at klippe af for ikke at få neglelak over det hele.




Den næste lak var ret svær at fotografere og krævede 5 lag for at ligne farven i flasken, desværre gjorde det neglene ret tykke at se på, så jeg tror at jeg næste gang vil bruge den med et enkelt lag over en anden rød neglelak med god dækkeevne. Det er ellers en neglelak, som jeg med det samme ville have valgt i en butik, den har en meget kraftig og klar farve samtidig med, at den er fyldt med glitter. Lakken hedder Seductive Lights og den lever i den grad op til sit navn, den røde farve er meget forførende og helt fantastisk i flasken, hvis bare den dækkede lidt bedre ville den ryge op på toppen af min liste over yndlings-juleneglelakker.



Derefter prøvede jeg Dark Illusion, først var jeg lidt i tvivl om hvordan jeg skulle beskrive farven på denne neglelak, men jeg er kommet frem til at brun-lilla er meget passende. Den har en rigtig flot farve som er perfekt til efteråret. Den er også tilpas dæmpet i farven til at den kan bruges både på job men også til festlige lejligheder.


Den sidste af de neglelakker jeg prøvede var The Rebel, det er en shimmer lak med forskellige lyse bronze-nuancer. Den er meget flot på og minder mig lidt om en lak jeg tidligere har prøvet fra Ciaté. Den krævede 3 lag for at dække helt. Noget man lige skal være obs på er, at hvis man skal bruge en lak som denne, som er både shimmer og metallisk, så er det meget tydeligt at se ridser osv i neglen, det kan derfor anbefales at bruge en ridgefiller inden man påfører lakken.

- Maja

Produkterne i indlægget er tilsendt til test, men holdningerne er altid vores egne.

0 kommentarer:

Send en kommentar