Viser opslag med etiketten underlak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten underlak. Vis alle opslag

tirsdag den 9. juli 2013

Favoritter: Sussi's neglepleje trio.



Som I måske har bemærket, så har jeg lidt lidt (læs: meget) siden i vinters, med knækkede negle. Jeg har derfor fået erhvervet mig lidt lækkerier til mine negle og så håber jeg, at de snart kommer i tip top form igen. Det ville være super ærgerligt, at gå sommeren i møde med kedelige korte negle. (eller 9 lange og 1 kort) Især når jeg skal vise jer lækre lakker, så er det ikke så fedt, at de ikke kan blive præsenteret flot. Jeg vil ikke give mig i kast med falske negle af nogen slags. Jeg er lidt gammeldags (hvis man kan kalde det det) på det punkt.

Den første af de 3, er en negleforstærker. Den hedder Rejuvacote og er fra mærket Duri. Jeg har fået den anbefalet af rigtig mange inde på Facebook gruppen Lakhovederne, der er den en klar favorit og nu også min. Man kommer den simpelthen på som underlak og man kan komme sin neglelak ovenpå som normalt. Duri råder en til at man kommer den på hver dag i en uge til at starte med og derefter, efter behov. Jeg er lige blevet færdig med den første uge og har ingen knækkede negle (7-9-13). Jeg kan mærke at mine negle er blevet stærkere/hårdere, men vil fortsætte med at bruge den et par gange om ugen. Det eneste råd jeg vil give er, ikke at komme den på huden OG vaske fingrene hvis det skulle ske. Det er ikke giftigt, men der er nogle stoffer i, som huden ikke har godt af i længden. Nogle udvikler desværre allergi overfor nogle af disse stoffer. Læs altid på indholdsfortegnelsen på neglelak produkter - før brug.
INFO: Har købt den på ebay.com til ca. 6 dollars (+fragt). Kan også købes hos FoxyFingertips

Den næste er min nye favorit indenfor toplakker. Jeg har sværget til Seche Vite siden,, ja.. siden ALTID! Og ved at Maja også sværger til den. Det eneste der er med Seche Vite, er at den indeholder formaldehyd resin (ikke formaldehyd, men formaldehyd resin - kæmpe forskel!) og andre har snakket meget om Poshé fordi den kan det samme som Seche Vite'en, nemlig tørre på absolut rekord tid. Og det er ikke bare noget jeg siger.. :P Den kan påføres lakken mens den stadig er våd OG den er perfekt til fx stamping. Jeg har dog stadig en helt flaske og lidt refill af min Seche Vite, så har da tænkt mig, at bruge den..
INFO: Har købt den hos FoxyFingertips til 65 kroner.

Den sidste har faktisk været en af mine favoritter længe, men i forbindelse med mit projekt Red-Sussi's-knækkede-negle, er jeg begyndt, at bruge den igen. Lige denne flaske har jeg fået fra Stylebox, som en gave fra deres åbningsevent. SolarOil fra CND er en neglebåndsolie med mandel og jeg må indrømme, at jeg bliver pænt lækkersulten når jeg kommer den på. Jeg er liiiidt for glad for marcipan. Jeg bruger den dagligt, og påfører den som regel, når jeg sidder i toget til og fra arbejdet.
INFO: Gave, men kan købes på ebay.com til ca 4-5 dollars (+fragt) eller hos Stylebox eller andre CND forhandlere.

Håber der var lidt inspiration til jeres negle. Jeg håber i hvert fald, at mine negle begynder at få det bedre.. krydser alt hvad jeg har.

Sussi


torsdag den 29. december 2011

Julegaver..


Jeg har desværre ikke nogen neglelak at vise jer i dag. I stedet har jeg et billede af mine neglelak relaterede julegaver.

Calvin Klein neglelak - Tutu, MakeUpStore - Aqua Fix basecoat, Konad stempelplade, samt 3 speciel lakker fra Konad til at stemple med.

Jeg glæder mig til at få prøvet om Aqua Fix basen virker så godt som jeg har hørt. Den skulle være rigtig god til holo lakker.

Har I fået neglelak eller andet negle tilbehør?

Sussi

tirsdag den 20. september 2011

Min basecoat/underlak: CND stickey base

Som I kan se, så er min underlak ved at være i bund. Derfor har jeg lige købt en ny. Jeg har aldrig været mere glad for en underlak end jeg har været og stadig er for denne CND - Stickey Basecoat. Jeg tænkte, at jeg nok skulle bruge en masse underlak i fremtiden og investerede i denne kæmpe flaske. Som kun kostede 10.25 dollars i forhold til 4.25 dollars for den lille. (der er 0.5 i den lille og 2.3 i den store). Penslen i den store er dog slet ikke til at bruge, så jeg hælder over i den lille, hvor penslen er sublim.

Hvilken underlak/basecoat bruger I?

Sussi

fredag den 11. marts 2011

10 ting jeg ikke kan leve uden!

Nu når lakkerne er pakket væk og man skal opdatere bloggen, så må man finde på alternativer til gode og nyttige indlæg. I dag satte jeg mig ned og lavede en liste over de ting jeg, som neglelak fanatiker, ikke kan undvære i min samling udover neglelak. Det blev til 10 ting - et dejligt rundt tal. Her kommer de så i vilkårlig rækkefølge:

1. Baselak/underlak/basecoat - kært barn har mange navne. Dette kære barn er uundværligt, især  hvis man vil beskytte sine negle og også danne en god bund til sine lakker. Min favorit er CND (også kaldet Creative) Stickey Base Coat. Efter at have prøvet Seche Base, Inglot SilkWrap, Gosh base, Mavala base, Depend base m.fl er jeg endelig faldet for CND's grønlige vidunderbarn. Den tørrer hurtigt, hvilket er et kæmpe plus i min bog og den er nem at påføre, har en fantastisk god pensel og danner en god grund for mine lakker. Og ja, så holder den godt med alle mine lakker. Den kan f.eks købes for £5.95 - 52dkk hos Beverlybeaute.com





2. Overlak/toplak/topcoat - Denne toplak er nok den jeg har læst flest bruger, og med rette. Det er efter min mening den bedste toplak der findes. Der findes dog flere andre favorit toplakker derude, men jeg sværger til denne. Mest af alt fordi den tørrer djævelsk hurtigt, men også fordi man kan påføre den på våd neglelak. Jeg bruger så meget Seche Vite, at jeg har investeret i en refill udgave. Det er en boks med en 0.5 størrelses Seche Vite plus en flaske med 4.0 oz ekstra og en plastik hætte, så det er nemmere at fylde den lille op. Jeg er snart halvvejs gennem min refill flaske. Jeg købte mit sæt hos Transdesign.com til $18.15 - 98dkk, men man kan købe de alm. størrelse flasker fra 23 kroner på Transdesign.com eller 52 hos Beverlybeaute.com


3. Den matte toplak - Sidste år væltede det frem med neglelak i det matte look, men jeg nåede kun at købe en enkelt neglelak. Det var OPI's You don't know jacques. Jeg synes den var, trods farven, fæl - mest af alt var den svær at påføre uden at den klumpede, men den holdt heller ikke særlig lang tid. Faktisk kun en enkelt dag inden den begyndte at skalle af. Grunden til dette var jo at man ikke kunne komme toplak på, for det ville gøre overfladen blank igen. Og så ville hele ideen med en mat neglelak miste mening. Heldigvis lavede Essie - Matte About You, en toplak der gjorde neglelakken under til mat. Så hurrah nu kan ALLE mine neglelakker være matte, så man ikke skal nøjes med de farver, som producenterne mener skal være matte. Plus - eftersom det er en toplak, så holder lakkerne også længere. Perfekt! Jeg har hyldet den før, men gør det gerne igen. Den er helt klart på min top 3 over uundværlige ting i min samling. Den kan købes mange steder herhjemme efterhånden, men på internettet kan den købes f.eks hos Beverlybeaute.com for 61 kroner. I butikkerne herhjemme skal man slippe omkring 150 kroner. Gisp!


 
4. Neglebåndsolie - Jeg brugte før kun håndcreme til mine neglebånd, men efterhånden som mit forbrug af neglelakfjerner steg i takt med indlæg og neglelakskift, måtte strengere midler til. Jeg prøvede så denne neglebåndsolie fra OPI - Avoplex Cuticle Oil to go, som fås i forskellige størrelser og arter. Jeg valgte denne tube med en pensel, da den passer i tasken og den er nem og ligetil at bruge. Den har virkelig reddet mine neglebånd fra at udtørre, men da jeg købte den i en butik i Malmø var den lidt pricey. Den kan dog købes hos Transdesign.com for 23 kroner (i Malmø 130sek).


5. Bufferen - De fleste tror måske at dette er en neglefil, men den har et lidt andet formål. Denne bruger man til at file og polere oversiden af neglen, hvorimod neglefilen bruges til at file længden af neglene. Bufferen har 4 sider med forskellige grovheder. Man starter med den groveste side og filer hver enkelt negl forsigtigt indtil man når den fineste som er en polerings side, som får neglen til at skinne. Dette bør man kun gøre indimellem, da det ikke er sundt for neglen af blive filet på den side. Man gør det for at fjerne ujævnheder i neglen. Min buffer er en noname og den er vist købt på Transdesign.com hvor de har en masse forskellige slags og priser. Den behøver ikke at være dyr for at være god.


6. Dotting tool - Prik prik prik, dotting tool eller måske prikværktøj? Det er nok det værktøj jeg bruger allermest når jeg laver designs. De kan fås i flere størrelser og udseender, men de er absolut uundværlige i min samling. Jeg har lige købt et sæt med 4 på Ebay til ingen penge, så jeg slipper for at bruge knappenålshoveder. Selvom de er et godt alternativ. Når man køber på Ebay skal man bare huske, at prisen på det man køber ikke overstiger 80 kroner, hvis man vil undgå told og den slags. Men det er helt sikkert også nemt at finde en masse ting derunder.



 
7. Glasfilen - Selvom jeg nogle gange først klipper mine negle med en neglesaks, så bruger jeg faktisk mest min glasfil. Jeg kan bedst lide at bruge tid på, at sidde og forme mine negle med en fil og der synes jeg at glasfilen er bedst. Glasfilen kan både være grov og fin alt efter hvor hårdt man trykker når man filer. Desuden er et kæmpe plus, at den holder for evigt. Eller til man kommer til at sætte sig på den - ups! Man vasker den bare under hanen og så er den god igen. Den bliver ikke sløv som alm. file og så fås de også med diverse udsmykning og utallige farver. Min første glasfil købte min veninde til mig på et marked i Camden i London. Det var den jeg sad lidt på. Den anden har jeg købt i Kicks i Malmø, men de kan købes i f.eks. Matas. De er dog lidt dyrere end normale file, men de holder jo også for evigt og så er 100 kroner måske ikke så meget.


8. Neglelakfjerner - nok det mest essentielle at have i sin samling når man bruger neglelak, ellers kan det godt tage lidt tid at fjerne igen. Der findes også en masse forskellige mærker og nogle med og uden acetone. Jeg bruger Depends neglelakfjerner. Ikke at det er den bedste, men det er den der virker for mig. Nogle gange køber jeg denne med skruelåg, som er med en skumgummi pude med et hul i, så stikker man bare fingeren ned i og op og pist væk er neglelakken.. Sådan da. Jeg køber som regel et par flasker neglelakfjerner når jeg er i Malmø, da det er billigere derovre og man bruger jo en forfærdelig masse. Og en masse vatrondeller, men de kan købes billigt i supermarkederne.



9. Neglelak fortynder - modsat neglelakfjerner er fortynderen til for at fortynde og ikke opløse neglelak. Når man har så mange neglelakker, så kan det ske at man indimellem får fat i en med lidt tyk konsistens. Det er f.eks Barry M's lakker synes jeg og så kan det gøre dem nemmere at påføre hvis man fortynder dem en smule. Her kan man jo ikke bruge neglelakfjerner, da det jo ødelægger neglelakken. Jeg har ikke prøvet andre end denne fra OPI, men der findes andre mærker. OPI - Lacquer Thinner kan købes hos Transdesign.com til 23 kroner. I butikkerne herhjemme vil den nok koste omkring 100 kroner.




10. Neglekunstpensler/nail art brush - Endnu en uundværlig del når man laver negledesigns. Hvis ikke man har uendelig mange nail art penne (todelt neglelakker med stift og tynd pensel) i alle farver, så kan man ikke undvære disse pensler. Som med den matte toplak, så kan man bruge alle sine neglelakker til at male med. Man kommer bare en smule på en palet eller et stykke avis eller papir, dypper penslen i og maler derudad. De er nemme at rense af igen med lidt neglelakfjerner og køkkenrulle og holder til en del. De er heller ikke så dyre. Man kan købe sæt i alle afskygninger på f.eks Ebay til ingen penge. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvad man kan male med dem.

Der er masser af andre ting i min samling som jeg bruger regelmæssigt, men disse er klart dem som jeg ikke ville kunne undvære. Er der nogle ting som I ikke kan undvære?

Sussi

mandag den 19. oktober 2009

Mauve = grålilla

Idag har jeg fundet et par lakker frem, som jeg tog billeder af i sommers ,da solen stadig tillod mig at teste flere lakker på én dag. Jeg har selv Essie lakken på idag og den ser stadig fin ud i efterårslyset. Mauve er det engelske navn for grålilla og man må sige at de forskellige mærker har lagt mærke til farven i år. Især OPI's Parlez-vous OPI? som er en af mine yndlings lakker.

Det sjove er så at selvom man oversætter mauve til grålilla, så synes jeg at det burde være mere korrekt at kalde det en slags grålig bærfarvet. Ja ikke nemt, men lilla er måske ikke helt det rigtige at kalde dem. Bedøm selv.

Den første af de 2 lakker jeg har til jer idag er fra Essie. Essie er et amerikansk mærke som er ved at blive ret kendt herhjemme. Dog er de forholdvis dyre (billigst 89,-), men de er klart prisen værd. Essie er også en af de mærker som hos os vil komme til at koste onkring 75,-. Så husk at stem ude til højre.

Nå, men lakken her er en superlækker mauve lak og hedder selvfølgelig Soiree Mauvee. Den kræver 2 lag for at dække helt og som Essie's andre lakker er den lidt på den tynde side, men meget nem at arbejde med.


I sollys

I skygge

Den næste lak er fra mærket Orly. Det er måske knap så kendt i danmark, men det er helt bestemt et mærke man burde lægge mærke til. Lakken her hedder Terra Mauve og er meget bær agtig (efter min mening). Den er mere ovre i de røde nuancer i forhold til de lilla. Jeg synes det er lækker mørk efterårsfarve og er en mørk udgave af fucshia som jo er trendy at ha på neglene i efteråret.

I sollys


I skygge
- Sussi -
Den næste uges tid vil jeg teste underlakker. Så hvis der er nogen der har spørgsmål om dette emne, må i gerne skrive til neglenymfer@gmail.com eller skriv en kommentar herunder.